Alting behøver jo ikke at betyde det samme for os alle sammen, vel?
Vi oplever forskelligt. Tager tingene til os på forskellig vis. Uanset om det er det samme, vi læser, hører, smager, rører ved eller ser. Det kan ikke være anderledes, og det skal det heller ikke. At give og (mod)tage er noget helt grundlæggende i forholdet mellem mennesker. Det er her relationer opstår, eller glipper. Det er her, livet foregår i:

Troen på fortællingens magi, fantasiens kraft og styrken ved et alsidigt udtryk.
På menneskets trang til at udfordre det bestående alene på grund af nysgerrighed.
Troen på dybden, legen og alvoren i friheden til at udtrykke sig.
På behovet for og nødvendigheden af at tage ansvar for dagen livet igennem.
Troen på muligheder, chancer og møder som udgangspunkt for at udforske
og udvikle det skæve, det uimodståelige, det der ikke findes, lige nu.
På at fundamentet, rytmen og det erfarede giver grundlaget for afsættet til det kommende.
Troen på virkeligheden; de mange virkeligheder.

Dertil har vi brug for mennesker, der er villige til at gå ud over deres egen komfortzone og begive sig ud i det ukendte. Mennesker, der formår at åbne op for andre mennesker i deres søgen og invitere andre til at deltage og drage dem med ind i deres univers. Hertil er kunst helt unik.
I dette nummer af DANS har vi snakket med forskellige kunstnere, der hver på deres måde arbejder søgende og formår at trække os andre med ind i deres kunst. Vi skylder dem stor tak.
[ fra forordet i DANS (efterår 2016) ]