Hun er et fascinerende menneske med et stærkt blik, og er ikke bange for at tage alvorlige ord som eksistentialisme, kærlighed, begær, køn og død i sin mund.

Og hun er modig. Camilla Stage har kastet sig ud i at koreografere og danse hovedpartiet i en forestilling for en kvinde og fem mænd med inspiration i novellen Madame Edwarda af den franske forfatter og filosof George Bataille.

Novellen

Novellen handler om en mand Pierre, der begiver sig ud i den parisiske nat og møder den prostituerede Madame Edwarda, der nøgen, skøn og meget upassende kalder sig selv for Gud. Dette møde bliver fatalt, og de begiver sig sammen ud i natten.

”Det, der har været spændende ved at tage fat i Bataille, er de spørgsmål, han tager op om det hellige, det erotiske og døden, og den forbindelse der er dem i mellem. Og pinligheden, der er forbundet med det – det, der er meget eksistentielt, det er i dag pinligt og patetisk. Når noget bliver meget højtideligt, så græmmer folk sig – det er som om, nogen er kommet til at bøvse. Det er en blottelse. Så Bataille siger derfor, at det eksistentielle og pinligheden hænger sammen.”

Det patetiske

Camilla Stage har gennem mange år i sit koreografiske virke beskæftiget sig med livets store spørgsmål og temaer som fx kvinden og manden, kærligheden og døden. I hendes forestilling med inspiration i Shakespeares Romeo og Julie ”I wish I were your bird” lod hun fx meget utraditionelt Romeos og Julies kærlighed være styret af en dødsdrift. Og i hendes meget roste forestilling Kroppens Ekko undersøgte hun de menneskelige grundvilkår i meget æstetiske abstrakte sansebilleder af mandens krop. Hun fortæller, hvordan hun på både godt og ondt har fået kritik for at være patetisk.

”Det er en grænse, man bevæger sig på, og man kan ryge ”Big Time” ned i hullet,” siger Stage og griner skævt. ”Men samtidig er det også et sted, hvor du kan gå ind og røre ved noget – og lykkes i at kommunikere med publikum om de ting, vi alle sammen sidder med. Prøve på at lave et (øjebliks) fællesskab om de ting, vi egentlig dybest set er alene med, fordi det er eksistentielle ting.”

Camilla Stage forklarer, at det også var det, der tiltrak hende ved Batailles novelle.

Hun er gennem sit arbejde og i undersøgelsen af de eksistentielle dybder kommet tæt på de mørke sider af tilværelsen og er på en måde også endt med at være optaget af det voldelige.

”Bataille skriver om det voldelige og om, hvordan erotikken er forbundet til det voldelige. I novellen bliver det spændende, at man kan prøve at forstå manden i relation til kvinden - for at kunne forstå sig selv som kvinde. Det er hele tiden spejlinger. Bataille interesserer sig i novellen for objektet. På en måde er det en meget ligetil og gammeldags historie. Men den er også up-to-date, for i dag er også en produkt/objekt og forbrugsorienteret tid. Manden i novellen bruger horen Madame Edwarda. Han bruger hende til at prøve at forstå sig selv, men han bruger hende også til at nærme sig Gud,” siger Camilla Stage.

Det har for Stage som kvinde også været interessant at forsøge at forstå, hvorfor man har trang til at pynte sig – trangen til at være et objekt og til at udstille sig  - også selv om man ikke er en fransk hore.

”I pyntningen ligger der noget. Hvis man skal være helt fri, skal man så gå rundt kun i arbejdsbukser? Det er også dét, man oplever i diskussionen om det muslimske tørklæde; kvinderne siger, de bliver fri ved at skjule sig helt. Og det vil jeg gerne spørge ind til i forestillingen, hvorfor er det, at man gerne vil have den tilbedelse som objekt? Det er ligesom med ofringen og med ritualet; en statue fx, der skal sættes på piedestal, kysses, tilbedes osv., men som til sidst skal destrueres for at nå Gud. Det er voldsomme tanker, men også interessant og derfor jeg faldt for materialet.”

Det fornedrende kvindesyn

I Bataille novellen udnytter hovedpersonen Pierre den prostituerede kvinde. Han oplever begæret og tilbedelsen gennem hende, men hun bespottes også. Om det siger Stage:

”Bataille bruger kvinden som symbol og transformation, ligesom digteren Baudelaire, der skrev om rosen, som symbol på det smukke og på kvinden. Baudelaire skrev også, at hvis man borer dybere indeholder rosen råddenskaben og rædsel. Men vi vil kun have det smukke."

"For Bataille er kvinden en metafor for dét, vi alle går igennem; det smukke først og ved så at bore dybere kommer vi ind til blodet, organerne og til sidst ind til døden, så Bataille mener, at skønheden på et måde er et bedrag , et blændværk i en sminket virkelighed. Bataille siger ikke, at erotikken er det vigtigste, men det er en famlen frem til en forståelse af vores trang til destruktion. En forståelse af hvorfor vi søger erotikken, og hvorfor vi søger kønnet og samtidig foragter det. Det er noget af en sammenstilling, og det er det, som sker i novellen – Gud, som det mest hellige, sammenstilles med det mest fornedrende: en hore.”

Ritualet

Novellen af Bataille er måske ved første øjekast en simpel og klassisk historie om en mand, der går til en prostitueret, men det er også en novelle, hvis fortællelag og symbolik spreder sig som ringe i vandet i sine muligheder for fortolkning. Batailles novelle om Madame Edwarda regnes for at være en af hans mest komplekse, så det har været en svær opgave at kaste sig ud i at skabe en forestilling ud fra den.

”Jeg ved ikke, om vi er lykkedes. Men jeg forbeholder mig min ret til at prøve, og det er, som jeg sagde før, når man begiver sig ind på sådanne store emner, at man kan falde dybt."

Forestillingen fordyber sig i forbindelsen mellem erotik og død. En erfaring, der i visse sammenhænge kan give adgang til en anden verden. De medvirkende kommunikerer gennem tragiske ritualer mellem det laveste og det mest ophøjede, som vises ved tomhed og tåre.

"Vi kommer i forestillingen ind på kvinden som rituelt objekt, og det har været udfordrende som kvinde, at begive sig ind i, at sætte sig selv på spil i sådanne ømtålige emner.
Det har været svært at omgå klichéerne, og jeg ved ikke, om det har ladet sig gøre at nærme sig på en konkret måde. Men det er det eksperimentet går ud på,” fortæller Camilla Stage.

Og hun fortsætter med at forklare, hvorfor og hvordan novellen er vigtig at sætte op i dag.

”I dag er alt skilt ad. Enten er det smukt eller grimt, eller også er det voldeligt eller ikke-voldeligt. Det er der alt sammen i vores samfund, men problemet er, at vi ikke forstår det, vores dyrkelse og fascination af det ekstreme. Og Bataille tør se det i øjnene. Han stiller noget meget voldsomt op for dine øjne, noget som er moralsk forkert. Hans litteratur er fysisk ubehagelig simpelthen, med opkast, lort, det onde, det grimme ved mennesket. Men det er interessant som modsætning til den forstening, der er i vores samfund, hvor vi bare accepterer, hvad der bliver smidt i hovedet på os gennem medierne. Lader os forbruge og forbruger i en bevidstløs ødslen og et umætteligt begær.”

Samarbejde med forlaget Politisk Revy

I forbindelse med forestillingen er det muligt at læse Batailles novelle i Dansescenens foyer, og Camilla Stage har også indgået et samarbejde med forlaget Politisk Revy om at trykke novellen til formålet. Forestillingen vil nemlig også kræve noget af sit publikum.

”Det er bedst, at man ikke behøver at have nogen forkundskaber for at få noget ud af stykket, men også svært at vide, om man kan forstå det uden. Spørgsmålet bliver, om de poetiske billeder, som vi har en meget stærk holdning til i forestillingen, vil blokere eller kan åbne noget for publikum. Så det vil nok være et stykke, der kan sætte alt fra ligegyldighed, passivitet og begejstring i gang,” mener Camilla Stage.

Camilla Stage på scenen igen

Hun forklarer endvidere, at hun har lavet en del forarbejde til forestillingen, men at dansere, performere og hun selv kun har haft to måneder til at skabe stykket. Derfor har hun også valgt efter i mange år ikke at have været på scenen at danse rollen som Madame Edwarda selv.

”Det er meget krævende og på grund af vores arbejdsvilkår vil det være for meget at kræve af en anden at danse Madame Edwarda, da det er vigtigt at forstå nogle af de mange lag, kvinden repræsenterer. Og så har jeg valgt at arbejde med fem mandlige performere og dansere, fordi én Pierre ville egne sig mere til et skuespil eller film, og jeg vil jo gerne arbejde med den sanselige og fysiske tilgang til tingene – ikke nødvendigvis det dansemæssigt virtuose – og i denne forestilling med en vifte af forskellige typer mænd,” siger Stage om stykkets performere.

Om selve arbejdet med koreografien over novellen, der indeholder erotiske og fornedrende scener, der kunne være svære at skabe, forklarer Stage:

”Jeg har tænkt meget over det, og man kan sige om vores stykke, at det kan gå meget over grænsen, men det kræver folks forståelse for, hvad der sker. Og det er ikke til at vide, om det lykkes. Jeg har valgt ikke at være bevidst provokerende. Man kunne have valgt det ekstremt ekstroverte provokerende på scenen, det gør man gerne jo i dag, og i kunsten overskrider man hele tiden ting."

" Anmeldere siger også, at man hele tiden skal forny sig, men det mener jeg ikke nødvendigvis, man skal. I stedet arbejder jeg med mange lag, hvor man kan vælge at se det grænseoverskridende i de sceniske og fysiske udtryk, der indeholder nøgenhed, erotik, død og kvælning. Det er måske bare ikke så umiddelbart synligt.”

Til spørgsmålet om hvad det så er, Stage vil med sin koreografi, svarer hun:

”Fordi det har været svært stof, har vi prøvet at se på, hvad der skete, når vi lavede forskellige scener fra novellen. Og der er mange andre ting end det rystende og det pornografiske i Batailles arbejde, der er væsentlige. Det havde været fedt at kunne have lavet et vildt ritual og fordybe sig meget mere i processen, men det ville også kræve meget mere tid. Så det er blevet en mere stille koreografi, der går ind i nogen af de forskellige billeder omkring det hellige, horen, dyret, mystikken osv. hos Bataille. Og det kan virke naivt noget af det, men det har været den eneste måde at komme ind i stoffet på.”

Overskridelsestemaet hos Bataille, der handler om at turde se sig selv i øjnene, gå ind i sit eget mørke, passer til Stages kunstneriske afsøgen af det eksistentielle i en dans på kanten mellem det til det patetiske og alvorlige; Stage afslutter med at læse et citat af Bataille op med begejstringen i øjnene:

” Mennesket burde være skabt med indadseende øjne!”