Der er danseteoretikere, -formidlere og kulturjournalister. Der er de praktisk udøvende aktører. Selvom begge parter har dansen som brændende fællesnævner, lader det alligevel til, at der er en underlig distance imellem dem. Jeg mener, at det er på tide at kigge nærmere på, hvordan vores formidlere og praktisk udøvende aktører forholder sig til hinanden.

Dans og videnskab

På Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet findes et fag, som hedder Dansevidenskab. Faget er studiet af dans i bred forstand og både æstetiske og etnologiske kulturbegreber vægtes lige højt. Fra denne uddannelse udklækkes en række af kompetencestærke formidlere, der på baggrund af deres studie evner udfordringen at sætte ord på dansen og fremstille en intellektuel debat herom. Alligevel støder jeg sjældent på disse ’oversættere’.

Hvis jeg skal være ærlig, så mødte jeg dem først, da jeg for nogle måneder siden begyndte at læse artikler på Terpsichores online platform. Her optræder et vælg af journaliststud.’er, cand.mag’er, kulturskribenter og stud.mag’er, der gavmildt deler ud af deres danseoplevelser. I flotte lyriske beskrivelser tegner de ordskabte billeder af balletter, musicals og moderne forestillinger. Jeg nyder at læse de velfunderede tanker.

Men samtidig kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv om, hvor diskussionen bliver af?

Med DanseHallerne som vores nye og lidt udefinerede base og med krisen og et stigende politisk pres, befinder den danske danseverden sig i en tid, der på mange måder ligger op til revidering og udvikling for at kunne tilpasse sig tidens kår. Formidlere har et medansvar. Med deres videnskabelige kompetencer bør de være med til at stimulere en udvikling med en kritisk spørgsmålstillen, intellektuelle debatoplæg og videnskabeligt forankrede betragtninger.

Moderne dans i Danmark trænger til at blive set i øjnene og ikke talt ned til, som et udannet barn. Vi trænger til en debat, der tvinger os ud i hjørnerne af, hvad vi kan tillade os at postulere.

Dansen bag scenetæppet og op under skørterne
I en tid hvor kunsten ofte bliver bragt på banen i skyggen af diskussioner om dagpengeordninger og aktiveringsprocedurer, syntes fokus at have flyttet sig fra det, den egentligt burde handle om. Nemlig den vigtige, samfundsmæssige dynamik, som kunsten er udtryk for og fører med sig. Vi bliver nødt til at kræve kunstens tilstedeværelse tilbage i den offentlige debat, og formidlerne spiller en væsentlig rolle i at få vendt tendensen.

Ansvaret ligger dog ikke nødvendigvis på én part alene. Som udøvende aktører bør vi også i højere grad række ud og opsøge teoretikere og formildere. De skal involveres i vores kreative processer, for på denne måde tror jeg, at vi vil kunne udvide og nuancere diskussions-repertoiret inden for vores felt. Siden samtidskunst er en konstant og foranderlig proces, er det ikke fyldestgørende, at dét, der bliver formidlet videre, udelukkende er skrevet på baggrund af færdige produktioner.

Hvis vi kan udvide de emner og metoder, der typisk bliver præsenteret udadtil, vil det også medvirke til en dannelse af vores publikum og dermed bidrage til en redefinering af vores position i samfundet.

Så hvorfor ikke åbent involvere udenforstående i vores kunst og lade dem aktivt følge den debat, der også bliver ført bag scenetæppet? Jeg mener yderligere, at et sådant tiltag også ville kunne medvirke til at åbne dansemiljøet op internt og understøtte det manglende fællesskab, som vi kæmper med i øjeblikket.

Man kunne let forestille sig en bredere diskussion og en kortlægning af, hvordan kunstnerne indenfor vores felt metodisk går til værks. Sidst kan denne procesorienterede formidling gøre opmærksom på, hvilke projekter, der er pågående netop nu. Når ikke dørene til studierne i Dansehallerne er åbne, kan vi i det mindste gøre os umage med at ’tale’ med hinanden om vores respektive projekter; aktører såvel som formidlere imellem.

Dans som endnu ikke er defineret

Et af de felter indenfor dansk moderne dans, som i den grad er overset af formidlere og teoretikere, er den aktive undergrund. Den holder ikke til et bestemt sted og er på ingen måder samlet. Til gengæld er den ekstremt opsøgende og kommer ofte til syne i tværkunstneriske eksperimenter, på diverse lokationer, som man på ingen måde ellers ville forbinde med dansen. Deres optrædener er forholdsvis korte af varighed, er simple i opsætningen og kan hermed let tilpasses.

De varetager i den grad en vigtig synlighed, som ikke kan imødekommes af den mere etablerede scene og deres større produktioner. Hos de uetablerede er behovet for at dele ud af deres udfoldelser stor og i sin opsøgende natur sikres miljøet dermed også en række nye samarbejdspartnere, som ikke hidtil har huset, produceret eller arbejdet med moderne dans. Der er ingen tvivl om, at den nuværende danseundergrund er frygtløs og aggressiv, og tør stille krav til sig selv og til sine omgivelser. Jeg mener derfor, at undergrunden er stærk nok til at få støtte og fortjener en anerkendelse. Derfor burde formidlerne være mere åbne for at opsøge denne alternative scene.

Som oversættere kunne formidlerne spille en vigtig rolle i at give publikum redskaber til at håndtere og forholde sig til det, som endnu ikke er defineret.

Hvordan opleves moderne dans, som endnu ikke lever op til vores idéer om, hvad moderne dans er eller kan være? Undergrunden udgør endnu en facet af danselandskabet. Desuden er undergrunden det første, langt de fleste nyuddannede dansere og koreografer møder. Formidlernes investering i undergrunden kan derfor medhjælpe til at bygge en tiltrængt bro, mellem den officielle scene og de uetablerede ved at gøre opmærksom på de tiltag, der findes på begge fløje.

TerpsiChore som platform

Foran mig billedliggøres et trekløvret blad: den etablerede scene, undergrunden og formidlerne. På Terpsichore.dk kan man som sagt møde nogle af de aktive formidlere. Dermed udgør dette online magasin en platform, for møder. Her ligger altså et potentiale, som må og kan udnyttes bedre. Ligesom så meget andet er dette magasin så godt, som det indhold vi putter i det. Så hvorfor ikke bruge det noget mere?

Udbuddet efter og krav til formidlerne skal stige, og ikke bare af PR-mæssige årsager, men som en investering i vores dans. Vi skal kræve deres aktiv i vores danselandskab.

Jeg ved, at de respektive spørgsmål, der kan stilles i et møde mellem de tre nævnte parter, vil have positive konsekvenser for den moderne dans’ fremtid i Danmark.