I 2006 mødte koreograf Helle Bach den interaktive mediekunstner Signe Klejs, da de arbejdede sammen på projektet RealStage – et scenekunstnerisk udviklingslaboratorium, og netop at arbejde sammen har de gjort mange gange siden. Det har ført til deres eget personligt skabte univers med en blanding af dans, sceneshow og computerteknologi i en herlig cocktail. Deres tredje fællesprojekt på plakaten er en forestilling, hvis tema og handling er en smule anderledes, end hvad normerne har været før – nemlig døden.

”Her må vi godt sige død”

Helle Bachs forældre døde, da Helle var i en ung alder, hvilket selvfølgelig har påvirket hende meget. Og noget af det, hun især bed mærke i, var andre folks reaktioner. Ingen vidste hvad de skulle sige eller gøre. Døden var et tabu, og noget der var akavet og forkert for venner og familie.  Døden har alle dage været et tabu, og noget som man helst ikke snakker om. Der er heller ingen opskrift på, hvordan man taler om det, eller hvordan man skal reagere, når man udsættes for den.

Alligevel vil Helle Bach med sin forestilling lave et såkaldt åndehul for døden, forstået på den måde, at det er, som det er, og det er okay at gøre, som man vil. Folk har brug for at snakke om det, og det kan man så gøre i dette metaforiske rum, der skabes i forestillingen. Som en del af vores samtale kommer det også frem, at døden skal gøres menneskelig.

Menneskelig forstået på den måde, at man får den ned fra den piedestal, hvorpå den altid har siddet. Det skal være okay at sige ’død’, ikke at pakke det ind, og det skal ikke mindst være i orden at tale om den. Helle Bach fortæller, ganske rigtigt, at vi alle en dag skal møde døden. Vi skal møde døden, for hvis vi ikke gør det, kan vi ikke gribe livet og leve det fuldt ud.

Helle Bach fortæller om et lille regnestykke: hver dag dør der omkring 150 mennesker i dagens Danmark – det svarer til ca. 55.000 om året. Hvis hver af disse 55.000 døende har omkring fire nære pårørende  vil sige, at ikke mindre end 220.000 danskere på et år oplever døden tæt ind på kroppen, hvilket svarer til 1/25 af befolkningen. Vi ser død hver dag i TV, hører om det i radioen og læser om det i avisen, samtidig med at vi altså alle mindst én gang oplever det ske i ens personlige omgangskreds.

Og alligevel kan vi ikke snakke om det. Derfor er der brug for et åndehul.

Døden på fem forskellige måder

Og hvordan laver man så sådan et? I en vestlig verden hvor døden udelukkende ses som noget sørgeligt og ødelæggende? Helle Bach og Signe Klejs’ forestilling tager udgangspunkt i fem forskellige tableauer – fem forskellige måder hvorpå døden kan spille ind. Et eksempel herpå er den klassiske med den lettere terminalsagtige hospitalsseng. Helle Bach arbejder som koreograf på at gribe fat i det fysiske ved dét at dø: hvordan ser kroppen ud, lige idet døden indtræder? Og hvordan reagerer man via kroppen?

SNIP SNAP SNUDE handler ikke om dét, der kommer efter døden, ikke om bearbejdelsen, sorgen og så videre, men mere selve øjeblikket, selve begivenheden. Som sagt før: dét at møde døden.

Intensiv proces

Som tidligere nævnt er det de to samarbejdspartnere Signe Klejs og Helle Bachs kendetegn, når der er computerteknologi og avanceret sceneshow inde over forestillingerne. Så det kan man som publikum til SNIP SNAP SNUDE selvfølgelig forvente også i denne omgang. Blandt andet indgår en duet i form af en dansefilm i forestillingen. I den sammenhæng er der tale om dét at være i forskellige medier.

Som sagt er døden blevet udviklet til den typiske store, lyserøde elefant, der befinder sig midt i lokalet, men som ingen snakker om. Det er noget skrøbeligt, noget personligt og noget ukendt. Det er ikke noget, man taler om.

Netop derfor bliver det interessant at se, hvad SNIP SNAP SNUDE, der har premiere den 4. februar på Archauz i Århus har at sige.