Nøgenhed i hele verden, tak

”Det bliver ikke betragtet som et job at være danser, men en hobby,” siger Amal Khatib. Hun er en 19-årig kvinde fra Palæstina. Danseroller mellem kønnene i Mellemøsten er så godt som ligestillet. Dog er det ikke tilladt for nogle af de mellemøstlige dansere at optræde nøgne på scenen.

Nøgenhed er netop et tema, som 28-årige Ahmad Salhi fra Jordan arbejdede med i sin soloforestilling, N-Hibit. Han trak sin T-shirt over hovedet med en nøgen overkrop som resultat, og derefter smøgede han sit ene bukseben op. Blottet og blændet roder han rundt på scenen i søgende, famlende bevægelser, som ledte han efter følelsen af, hvordan den tabubelagte nøgenhed foran andre føles. Komplet nøgenhed for mellemøstlige dansere på scenen i hjemlandene er ilde set.

En kvinde fra Schweiz optrådte engang nøgen i Mellemøsten. Det kunne lade sig gøre, fordi det ikke var blevet fortalt på forhånd. Men publikum syntes godt om det. ”Måske bliver det okay at være nøgen på scenen som mellemøstlig danser,” håber Amal Khatib.

En dansende drøm

Hver af de fire unge dansere fra Mellemøsten har på tre uger koreograferet en solo til sig selv. Om deres hjemlande fortæller de, at det er så godt som umuligt at ernære sig ved at være danser. “Forestil dig, hvordan det er for os: Vi har ikke nogle danseuddannelser, vi har ikke noget arbejde – det er ikke et sikkert liv,” siger Lisa Chehade, som er 25 år og palæstinensisk flygtning bosat i Libanon. ”Men vi kan gøre det,” tilføjer hun med optimisme.

Blot fordi de unge dansere ikke kan tage en danseuddannelse, betyder det langt fra, at de har opgivet drømmen om det dansende liv. For at dygtiggøre sig kan de tage på workshops, opsøge samarbejde med etablerede dansere, rejse rundt i verden og være med i projekter som det på Archauz. Ahmad Salhi er freelance-danser i Jorden med 1-2 projekter om året. Han vil gerne danse fuldtid. Dette er svært, hvis man ikke er etableret kunstner, som får støtte én gang om året. Nogle gange får han løn for at danse, andre gange ikke. ”Det er en trist situation,” siger han, og Amal Khatib tilføjer: ”Det er svært. Men det er dét, vi vil.”

Fire soloværker

Lisa Chehade fik inspiration til sin soloforestilling, da hun så en rekvisit på Archauz: Nemlig et skelet. Idéen med hendes solo er et tankeeksperiment: At se sig selv som levende, mens man faktisk er død. ”Vi bygges af vores oplevelser i livet. Jeg er et mix af kulturer og idéer. Hvad er det inderste af et menneske, og hvordan tager vi idéer ind og bliver til dem, vi er?,” spørger hun og leder efter svarene i sin soloforestilling.

Ahmad Salhi kredser om det hængende reb i salen. Udover nøgenhed kommer han i sin solo ind på dét at træffe beslutninger, og at der kan være hæmninger, som forhindrer én i at træffe beslutninger frit. Han startede med at koreografere midten, så begyndelsen og til sidst slutningen.

Amal Khatib giver sin dagbog et fysisk sprog i sin optræden: ”Det er en meget personlig forestilling. Jeg går igennem en masse ting i mit hoved, og til det laver jeg nogle bevægelser, der er så simple – men for mig betyder de meget. Forestillingen er ikke bare bevægelser. Bare at putte bevægelser sammen og sige ”Nu er det et show” ville ikke virke for mig.”

Geoliane Arab fra Libanon fremfører sin solo, uden at man på ét tidspunkt ser hendes ansigt. Håret dækker. Hun arbejder sig omkring på et bord med stole, som talrigt skubbes ned på gulvet, så det gjalder i salen.

Dansen går fremad i Mellemøsten

Interessen i Mellemøsten for moderne dans er ifølge Amal Khatib stigende: “Folk er mere åbne over for andre slags dans; at dansen ikke behøver vise glansbilleder som med ballet – men at dansen også må udtrykke ting fra virkeligheden.”

“Jeg vil gerne give min dans til mit eget land, og jeg vil hjælpe andre dansere til at have en karriere,” siger Amal Khatib. Måske vil hun til udlandet – men kun for en periode. Lisa Chehade vil også blive i sit hjemland, Libanon. Anderledes står det til med Ahmad Salhi fra Jordan. Han vil gerne flytte til Danmark, og han kan godt lide landet. Indtil videre byder vokabularet blandt andet på sætninger som: ”Jeg kan tale lidt dansk” og ”Hvordan går det?”.

Smag på et liv som danser

Fra kl. 10 til 12 dansede de fire unge dansere hver dag med Archauz’ kompagni, Mancopy. De lærte meget af samarbejdet med Mancopy. ”Det gode ved dette ophold var, at vi dansede med Mancopy om morgenen. Dermed oplever vi, hvordan det er at arbejde som professionel danser,” siger Ahmad Salhi.

Efterfølgende arbejdede de på deres egne soloforestillinger til omkring kl. 18-19 – og det hver dag undtagen søndag. De unge dansere synes dog ikke, det er specielt meget arbejde. De er bare glade for, at de fik chancen for at fordybe sig i dans. ”Jeg kan godt lide kun at fokusere på dans; det sker ikke ellers. Det er rart at leve det liv, også selvom det kun er i tre uger,” siger Amal Khatib.

I deres hjemlande har de nemlig ikke mulighed for at hengive sig så meget til dansen. Også kunstnerisk leder af Archauz har set fremskridt for de unge koreograferende dansere. Selv er de heller ikke i tvivl om, hvorfor de blev valgt til at komme til Danmark. ”Fordi vi er de bedste,” samstemmer de med et smil.