Ekstra
tilmeld
Magasinet
Nyhederne
Kalenderen
Info


Gennemsnit: 0 stemmer: 0 Gennemsnit: 0 stemmer: 0 Gennemsnit: 0 stemmer: 0 Gennemsnit: 0 stemmer: 0 Gennemsnit: 0 stemmer: 0 Gennemsnit: 0
stemmer: 0
Se kommentarer
Giv din karakter

Begrundelse

I fotografens workshop

20.02.2010

Af Else Marie Brakchi (kulturjournalist; cand.mag.)

Side 1    Print artikel
Fotoworkshop med Adrian Weinbrecht. Danser: DanseStudiet, Århus. Foto: Adrian Weinbrecht
Fotoworkshop med Adrian Weinbrecht. Danser: DanseStudiet, Århus. Foto: Adrian Weinbrecht

REPORTAGE   fra fotoworkshop med den australske fotograf Adrian Weinbrecht. ”Det vigtigste er at tænke sig om, før man skyder.”



I et stort atelier på Østerbro i København er omkring 40 københavnske fotografer mødt frem for at ”se hvordan en kendt og dygtig London-fotograf arbejder”, som en af deltagerne udtrykker det.

Adrian Weinbrecht fortæller, at han var på arbejde i New York i sidste uge, men ”I’m just an Aussie boy from a small town”. Det skal berolige deltagerne, hvoraf en del kun fotograferer ved siden af et andet job. Endelig kommer der et spørgsmål fra salen. En fotograf vil vide, hvordan Adrian kan stille skarpt på danserne, imens de bevæger sig. Adrian Weinbrecht forklarer, at han først markerer et sted på gulvet, hvor danseren skal stå, og så stiller han skarpt. Efter hver session stiller han så igen skarpt på danseren. Det betyder spild undervejs, for nogle af hans fotos bliver helt uskarpe, men det tager han med knusende ro. Vi kan tydeligt se, hvad han mener, da hans fotos senere kommer op på skærmen. I dag vælger han at begynde helt enkelt, med kun en lampe foroven og så en grå baggrund.

– Jeg synes, det er et kæmpe problem, når jeg ser et cover på Vanity Fair, hvor lyset kommer fra to forskellige vinkler. Det kan virkelig gøre mig vred, siger Adrian Weinbrecht.

I London er han kendt for sit lys og for at være ”good with people”. Derfor har han også stor succes som portrætfotograf. Hans store passion er at fotografere dansere. Han tjener desuden gode penge ved at lave reklamer.

– Min eneste faste regel er, at det kunstige lys altid skal komme fra samme retning som det naturlige lys. Ellers har jeg ingen regler overhovedet. Jeg kan bruge 5 eller 15 forskellige lamper, eller jeg kan bruge ingen lys og kun dagslys, siger Adrian Weinbrecht.

Produktdemonstration – kameraer og lamper

I dag er vi i et mørklagt atelier på Østerbro, og der skal demonstreres kamera og lamper fra CANON og Eilchrome. Adrian Weinbrecht vælger en enkelt lampe i tre meters højde lige over dansernes hoveder. Yderligere slår han fast, at det i dag handler om improvisation.

– Dansere er kreative mennesker. Først ser jeg, hvad der sker, og hvad danserne finder på. Det er først senere, at jeg går ind og instruerer. Vi arbejder med formen først. Jeg har ikke et drama, som skal fortælles.

Nu kommer danserne ind. Janet og Vien er henholdsvis 14 og 16 år og har danset i ni og syv år på Københavns Ballet Akademi. De virker lidt benovede over at stå foran et publikum, som er 98 % mænd. Først står og går de lidt rundt i klassiske positurer. Da Adrian beder dem om at gå i gang med at danse, uden at præcisere nærmere, bliver de forlegne og går i stå. Adrian Weinbrecht får os til at klappe og siger, at danserne er så unge, de har aldrig prøvet det her før, og det er altid vigtigt at rose.

– Dans sammen, gør hvad I har lyst til. De ser på hinanden og danser så lidt rundt. Weinbrecht tager i alt fem fotos og stopper så. Det er svært at tro på, at han kan få noget godt ud af så lidt. Hans fotos ryger hurtigt ind på computeren og op på skærmen. Og voila, der er to gode ud af fem, hvor de andre tre så er helt ude af fokus eller taget på det forkerte trin. Et ærligt indblik i fotografens arbejdsproces. Vi fortsætter med anden session. Pigerne kommer nu ind igen og er klædt i blåt og rosa. De har store chiffonslør i hænderne.

– Jeg elsker stof, fortæller Adrian Weinbrecht. Måske skulle jeg have været designer, og måske tror I, jeg er bøsse. Jeg arbejder også meget med fotos af drag queens for tiden. Stof kan være et spændende element i fotografiet.

Han tænder for vindmaskinen, og pigerne skal igen danse, hvad de har lyst til. De tøver igen over den frie opgave og bliver viklet ind i tørklæderne. Den ene må kæmpe for at komme fri, og de bryder fnisende sammen. Vi klapper, og de kommer i gang, men det bliver for kaotisk og ukoordineret, og stoffet dækker danserne.

Weinbrecht forklarer, at han fra nu af vil fotografere dem hver for sig. Han flytter de forreste tilskuere og lægger sig på maven med kameraet. Det virker langt bedre med én danser ad gangen. Han tager fem fotos.

– Jeg begynder altid helt enkelt, og så starter jeg vindmaskinen og bygger det op. Det drejer sig ikke om at tage en million fotos, men om at tænke sig om.

I næste session kommer danserne ind klædt i hvide græske kostumer. Igen er de generte. Han får dem til at danse én ad gangen. Den ene glemmer at tælle til tre mellem hvert spring, så det må være svært at fotografere i det rigtige sekund.

– Det perfekte tidspunkt at skyde på er i dét højdepunkt, hvor danseren faktisk ikke bevæger sig, afslører han. Publikum lytter i tavshed. Det virker svært. På skærmen kan vi se, at det faktisk lykkedes at skabe smukke billeder i de rette sekunder.

Til sidst arrangerer Adrian Weinbrecht en mørk baggrund og sætter lampen, mens han joker med, at hans kameramand i London ville falde besvimet om, hvis han så Adrian selv sætte sit lys. Danserne ligner elverpiger i en mørk sommernat. På en time har Adrian Weinbrecht skabt tre helt forskellige stemninger med tre forskellige slags lys og to dygtige men helt uerfarne dansere.

Det er selvfølgelig vigtigt med det rigtige kamera, når man fotograferer dansere, men det allervigtigste er at tænke, før man skyder.

Fakta:

Reportage fra workshop arrangeret af fotofirmaerne CANON og Elinchrom med fotograf Adrian Weinbrecht hos firmaet C/AV - Visual Communication på Østerbro/København.

Adrian Weinbrecht afholdt workshop både i Århus og i København henholdsvis den 20. og 21. januar for at demonstrere fotoudstyr til brug for fotografering af dans. I Århus deltog dansere fra DanseStudiet, og i København var det Københavns Ballet Akademi, der lagde dansere til.

 

Om de to dansere fra Københavns Ballet Akademi: 

Janet Ka Yan Pang er 14 år og begyndte at danse ballet som 5-årig på Københavns Ballet Akademi. Når hun har fri fra skolen og ikke skal træne, er hun glad for at tegne.
Vien Isabella Bøgh Cochrane (16 år) begyndte at danse ballet som 9-årig. Hun har også dyrket springgymnastik. Vien begyndte på Hellerup Klassiske Balletskole og danser nu hos Lisbeth Schaldemose på Københavns Ballet Akademi. Når hun har fri, syr hun tøj efter sin egen fantasi.

 

Fotografen Adrian Weinbrecht

Født 1970 og opvokset i Perth, Australien. Dyrkede karate og kung fu som ung og studerede fotografi i Perth. Har fotograferet i 20 år, først som fotografassistent i Tyskland og Schweiz og senere som selvstændig i London med speciale i portrætter og reklamer, med en stor passion for dans. Hans klienter er blandt andet Men’s Health Magazine, BBC, ITV, og så er han fast fotograf for tidligere Royal Ballet danser Cathy Marston, som nu er direktør for balletten i Bern.

 

Elinchrom

Elinchrom har været pionér indenfor fotografisk flashteknologi siden studieflash-produktionens start.
Elinchrom betragtes som en af de førende producenter af professionelt studieflash og powerpacks, og mange af verdens førende fotografer bruger Elinchroms produkter flittigt.
 
Læs mere om produkterne hér 



Workshop, Århus med dansere fra DanseStudiet


 

  
Side 1    Print artikel
© Copyright Magasinet Terpsichore - alle rettigheder forbeholdt
System design by ITeam