At opleve dødes dans

Tre personer finder vej til scenen, og indleder den velkendte leg "1, 2, 3, rød – STOP" (også kendt som rød, gul, grøn – STOP, hvor én tæller, eller siger farverne hurtigt, og herefter STOP, hvor de der forsøger at nå op til den tællende, person (der står med ryggen til de forfølgende). Når de deltagende, når hen den tællende og berører ham/hende, falder personen til jorden, som var han død. Legen gentages, og personerne skiftes til at være den tællende.

Legen får en ny dimension, da det store lærred i midten af salen – bag danserne – viser sig at være organ for et skyggespil, hvor skyggen på lærredet bliver levende, og dennes berøring af danseren medfører samme dødsfald som før. En let og legende musik og stemning findes i salen, mens dette skyggespil, med dansere både foran og bagved lærredet producerer smukke og betagende silhuetter, der i samspil med den nu mere dystre musik giver en oplevelse, man ikke tidligere har fået i forbindelse med dans.

Disse smukke skygger danser med hinanden, som om de stod lige overfor hinanden, smukt koordinerede og i tæt samspil med hinanden, en kvinde står foran lærredet og pakker sig ind i et klæde – snart er hun bag lærredet, og hun symboliserer døden ved sin kutteklædte skikkelse i færd med at bære de døende væk – i skyggernes univers. Skyggespillet udnyttes til sit yderste, og der bliver leget med former og størrelser; store mænd, der trækker ganske små personer over lærredet; en bue dannet af benene på en danser bliver til et hul, hvorigennem vi oplever endnu en scene.
Skyggespillet standser, og efter en kort pause tændes et kamera på scenen, lærredet flyttes lidt til venstre, og en kold stål-hospitalsbåre køres ind på scenen med en kvinde på – kun dækket af et tyndt lagen og en hospitalsbuksedragt med korte ben – liggende helt stille, hvorfor det er umuligt at afgøre, om hun er levende eller død. Hendes brystkasse bevæger sig tilsyneladende ikke, og man undres og bliver ivrigt mere nysgerrig for at afkode, om hun er død eller ej.

En mand sætter sig på en kasse forrest på scenen og løser tilsyneladende en sudoku. Han rejser sig, tager klædet af den sengeliggende, folder det omhyggeligt sammen og lægger det under hendes nakke som støtte, mens hun bevæger sig langsomt og nærmest som i lidelse. Hendes bevægelser synes stive og ligefrem blege, som om hendes sidste kræfter ikke kan bære disse anstrengelser. Manden kører et rullebord med en buket blomster, tre hvide liljer, hen foran kameraet forrest på scenen. Hans billede viser sig lige over den sengeliggende, som en gud eller overmagt – hævet over hende, det eneste hun kan se fra sit leje på den hårde stålbriks. Han pakker forsigtigt blomsterne ud af papiret, lægger dem på bordet, og rækker frem mod kameraet – dette bliver på lærredet til en kæmpe, der rækker ned fra oven mod kvinden på stålbåren, hun skræmmes og vender sig væk, han kigger ned mod hende – sænker hovedet mod kameraet – og hun vender sig mod ham igen.

Han forlader scenen for at finde en klar stor vase, han holder denne op, banker på den, og dens dybe klang forplanter sig i rummet og falder ind i musikken, hvor den bliver – og bliver del af tonerne, der beklæder denne scene. Som i en rituel handling tages linjerne nu op og bevæges i mønstre omkring vasen, over hovedet og over scenen. Kvinden på stålbordet kramper sig som i syge, mens musikken bliver kold og dyster. Linjerne rystes voldsomt over vasen, og de stilles forsigtigt ned i denne – tages op igen, og plukkes for blade, og stilles ivrigt ned i vasen igen. Roligt kører han bordet med vasen og blomsterne tilbage ved siden af kvindens stålbriks, tager klædet og folder det ud igen, lægger det over hende, og går.

Hun køres ud, lærredet trækkes fra, og bagerst i lokalet på bagvæggen ses mønter snurrende, projekteret op, med uregelmæssige glimt for hver gang de drejer en runde. En danser står ved scenens side og danser for sig selv, lidt trippende og særegent, som om han var begrænset af et usynligt rum eller i en form for dyb trance. Det virker en smule ladt og kedeligt, men da de to andre begynder samme lignende dans, hver deres sted på scenen, og dette udvikler sig langsomt – ses et system, og et mønster begynder at forme sig – danserne bevæger sig ud i lokalet, og bytter pladser i et kontinuert system af de tidligere lidt uforståelige bevægelser.
 
Denne udvikling fra det bizarre til det systematiske virker stærkt og umiddelbart, i samspil med de pludselige stød af elektrisk korrigerede violin legatoer, meget indtrængende i bevidstheden, da systemet så ud til at komme fra ingenting – men allerede var bestemt lang tid før, vi som publikum kunne have afkodet det – ligesom døden er bestemt og kodet, uden at vi kan dechifrere hvor og hvornår. Kontinuiteten brydes delvist, da en af danserne bryder ud af cirklen og stiller sig helt op mod publikum – stirrende direkte mod os – en anden følger kort efter, og den sidste kæmper sig, med gentagende voldsomme bevægelser, hen mod de to, og placerer sig mellem dem. De tre vender det hvide ud af øjnene, lægger hånden på skulderen af den foran, og de bevæger sig som i blinde rundt på scenen.

Lærredet trækkes frem igen, og et blacklight tændes på scenen – dansernes hvide tøj lyser stærkt op, mens billedet af et øje up-close tegner sig på lærredet – langsomt zoomes der ud fra dette, og vi genkender ansigtet fra en af danserne, og yderligere et ansigt bliver synligt – en kvinde vi ikke har stiftet bekendtskab med før.

Danserne har sat sig på gulvet foran lærredet og ser på filmen med os – kvinden og manden danser sammen, tæt men uden at røre hinanden, deres hænder glider over hinanden med to cm afstand ind til selve kroppen og danner en spænding og forventning om, at de må mødes i berøring. Imidlertid udfører de smukke bevægelser, langsomme og blide i denne pardans til vidunderlig musik. Dansen bliver langsomt mere intens, med løft og kombinationer af berøring og afstand – hun synes at bevæge sig som en sart hvid blomst i en let vind – mens han fremstår som det klippeudspring, hun måtte gro på, og holder fast i for ikke at blive fejet væk af vinden.

Dette næsten elysiske billede begynder at flakke, da lyden af en summende flue begynder at afbryde musikken, og billedet flimrer på lærredet. De to dansere holder hinanden i strakte arme og snurrer rundt, mens den summende lyd intensiveres, og de to dansere slipper hinanden. Billedet skifter til et blegt ansigt, hvor der langsomt zoomes ind på øjet – denne gang er det kvindens ansigt, der vises, og en langt mere dyster og kold stemning spreder sig blandt publikum.

En summen behersker rummet, og de tre dansere vender nu de kolde stålborde på siden og placerer dem midt på scenen – de indhyller disse i et stort hvidt let gennemsigtigt klæde – kvinden sætter sig ved et af bordene, knapper sin hvide buksedragt op, og ser ængsteligt ud på os – en bragende lyd af glas, der knuses og et mekanisk skrig blandes i luften og frembringer den mest ubehagelige lyd, mange måtte have oplevet – dette forplanter sig til ansigterne på scenen – og de to mænd starter en dans, hvor de tilsyneladende kæmper og holder hinanden op samtidigt – denne meget maskuline udfoldelse af styrke og stærke bevægelser foregår under lyden fra uregelmæssige hjerteslag, der blandes og langsomt vokser til en rytme med en tung og bragende bas – der skaber en stemning af energi og liv i rummet.

Man sidder på kanten af stolen til denne rytme.

Da kvinden krampagtigt rejser sig og falder forover, falder musikken til et mere monotont og kontrolleret beat – stadig som en hjerterytme af en person, der løber eller træner. De to mænd falder om på gulvet, og simultant bevæger de brystkasserne, som blev de forsøgt genoplivede og gisper voldsomt. De falder igen tilbage livløse på gulvet – igen gisp og hoppende brystkasser – igen. De sætter sig alle op, holder om deres maver. Én simulerer sin hjerterytme med hånden udenpå sin brystkasse – bankende i takt til hjerterytmen i musikken, der nu er faldet til et langsommere tempo.