At opsætte en ny helaftensballet er en længere proces på et par år, som involverer flere hundrede kompetente mennesker, adskillige millioner kroner og en logistik DSB må misunde. Første skridt er at finde det rigtige kreative team og den rigtige titel, og for balletmester Nikolaj Hübbe var en nyopsætning af Tornerose et målrettet ønske om en ny eventyrlig familieballet til de mørke vintermåneder.

Tornerose har været i den Kongelige ballets repertoire siden 1957, senest i en opsætning af den islandske koreograf Helgi Tomasson (kunstnerisk leder af San Francisco Ballet; red.) med udsøgt scenografi af Jens-Jacob Worsaa. Æstetisk en meget smuk version, men efter 17 år var der behov for nye toner.

En af den klassiske ballets helt store fornyere er britiske Christopher Wheeldon, der med sit romantiske, humoristiske og stærke trinsprog, var den helt rigtige til jobbet – og heldigvis var han enig. Med sig bragte han den fremragende lysdesigner Mary-Louise Geiger og ønsket om at afprøve en ny fransk scenograf, monsieur Jérôme Kaplan. En ægte parisisk designer med storladne streger og pikante visioner.

En kantine på Kongens Nytorv

Hermed var det vigtige kreative trekløver fundet til Tornerose, og arbejdet kunne begynde. Ja, altså hvis Christophers kalender ellers rummede tiden til det. Han er en ægte balletnomade med et projekt i hver verdensdel, og til vores allerførste konceptmøde om balletten havde vi lige et par timer i teatrets kantine en eftermiddag sidste sensommer 2009.

Jérôme og Chris havde været med samme fly til København og havde allerede tegnet 16 scenebilleder og derfra tog snakken fart. Chris havde idéer om at omvende et par vigtige hovedroller til karakterdansere, at prinsen skulle komme fra en anden verden end Tornerose, og at det onde hundyr Carabosse skulle opnå tilgivelse til sidst og ikke bare forsvinde i en sort røgsky. Balletten skulle ydermere kortes ned i tid, der skulle mere historiefortælling ind i alle akter, mere humor og visse musiksekvenser i partituret ville skifte plads.

Jérôme tegnede, jeg skriblede, Chris dansede, alle snakkede i munden på hinanden – og resten af kantinen måbede.

Alt for hurtigt endte seancen, og tilbage stod jeg med 8 siders ulæselige noter og en million spørgsmål. Hej, hej, ha’ det godt og sender du en synopsis i næste uge? – og så var de ude af døren.

Jo, da...

Svigermor spiste børnene

Selvfølgelig havde jeg forberedt mig inden mødet og læst op på forskellige udgaver af eventyret –  Charles Perrault, Brødrene Grimm og G.B. Basile – men nu begyndte en større research. Jeg gennemså en håndfuld forskellige produktioner fra internationale kompagnier, læste Bettelheims psykoanalyse og jungiansk psykologi, feministiske eventyr og gamle børnesanglege og genså med stor glæde Disneys smukke tegnefilm fra 50’erne.

Generelt for alle er bare, at Tornerose faktisk er en ret kedelig historie uden særlig meget drama (bortset fra Perrault, der har en aldeles saftig anden del, med en menneskeædende troldesvigermor) eller karakterudvikling (hun sover!). Så hvordan gør vi lige det her til et spændende scenisk balleteventyr for børn og voksne? Hovedbrud # 1. Og hvordan tilgiver vi Carabosse til sidst? Hun prøver trods alt at slå et spædbarn ihjel – ikke nogen lille forbrydelse, selv i et eventyr. Hovedbrud #2.

Efter en analyse akt for akt og scene for scene af forskellige balletversioner blev en synopsis dog forfattet med blanke linjer, sorte huller, utrolig mange spørgsmålstegn og lige så mange idéforslag. Et par mails og telefonsnakke med Chris fyldte lidt mere på skelettet, og så var vi nødt til at koncentrere os om kostumer og kulisser, så Jérôme rigtig kunne komme i gang.

Vi fik møvet os ind i Chris’ kalender i oktober og drog til London for at mødes ind imellem hans prøver med Royal Ballet og forestillinger med kompagniet Morphoses. En temmelig fragmenteret mødestil, der alligevel resulterede i hurtige fremskridt. Nogle gange er tidspres ret befordrende for kreativiteten: Kæledæggerne blev hurtigt slagtet, fjollerier kastet bort, og kun de stærke idéer overlevede denne hektiske evolution af Tornerose.

Hvor bliver inspirationen af? Den var bestilt til kl. 10…
Hjemme igen kunne jeg begynde at arbejde på en scenegang og få styr på de mange scenebilleder med hjælp fra Jérômes små dukketeater snapshots. I Paris blev der knoklet med at færdiggøre tegninger til de over hundrede forskellige kostumer og design af ca. tredive forskellige scenebilleder, så forestillingen kunne afleveres til resten af huset i januar 2010.

Skræddersalen, produktionsværkstederne og scenen stod alle og trippede for at kunne komme i gang med deres del af arbejdet. Og efter en sidste mødesession i New York var vi langt nok til at præsentere det for resten af huset.

Men nedenunder Jérômes smukke scenografi og Christophers kyndige koreografiske hånd haltede historien stadig, takket være mig. Det ville sagtens kunne blive en fin og flot ballet, men ambitionerne var større. Alligevel kunne jeg ikke knække historien og løse op for fortællingen – og imens nærmede de første prøver med danserne sig.

En grøn heks og olympens guder skulle blive redningen.

Næste del kommer 1. oktober