60 dansere, 20 balletbørn og 4 statister jongleres elegant rundt i prøvesalen og forvandles effektivt til nymfer, feer, katte, blå fugle, lysestager, prinser og prinsesser. Christopher Wheeldon er tilbage i København og Tornerose er for alvor kommet ind i opløbssvinget. Hver eneste prøvetime udnyttes til fulde og minut efter minut, scene efter scene kreeres til den færdige ballet. Kysset, hvor prinsen vækker Aurora; Afstraffelsen, hvor Carabosse pisker Kongens tjener; genforeningen, hvor moderen får sit barn igen. Små og store øjeblikke i fortællingen, som bliver formet, afprøvet, nuanceret. Bliver til.  

Højtravende, men velment

Og alt dette får jeg lov til at være en del af, hvilket er et af de største privilegier i mit job. Jeg elsker at udtænke, fantasere og udvikle historierne, men at se danserne gøre teksten levende overrasker mig altid positivt. Ballet kan så meget mere og så meget mindre, hvilket man kan glemme i skrivefasen. Du er nødt til at sætte skrappe rammer og forenkle fortællingen igen og igen, holde nuet og guide tilskuerens fokus på scenen. Men når det lykkes, folder en helt ekstra emotionel dimension sig ud, og kroppen bliver et kraftfuldt kommunikationsredskab med direkte forbindelse til hjerte og sjæl hos publikum. Det lyder måske lidt svulstigt, men jeg tror, at alle, der holder af at se ballet og dans, har haft oplevelser, hvor ordet bliver overflødigt, og vi tør slippe taget i de logiske hjerneceller og svømme helt hen i sanser og følelser.

Men tilbage til prøvesalen, nede på jorden, hvor netop spørgsmålet om, hvor meget man kan fortælle i dansen, dukker op konstant. Heldigvis er vi fuldstændig enige og arbejder på, at historien hele tiden er i flow, og at udviklingen ikke stivner på grund af, at der skal mimes lange passager om dette og hint. Ballet skal være organisk og naturligt midt i al sin kunstighed (her snakker vi altså om mennesker, hvor hofter og fødder drejer samme vej som pingviner) og Chris er fuldstændig eminent til at skabe bløde kurver og menneskelige udtryk ud af traditionstunge trin.

På vej til scenen

Så sådan ser arbejdsdagen ud. Når julens tv-shows på Malta er programlagt og Fætter BR booket til børne-spas, er det ned i prøvesalen og kigge, notere, diskutere, op på pinden og redigere librettoen og scene-synopsis i pausen og så ned og se flere prøver. Fantastisk.

I denne uge skal vi tage still-fotos af fire udvalgte scener, der skal indgå i scenografien som malerier. Det bliver første gang, vi ser dele af den færdige scenografi, kostumer og parykker på danserne og på scenen, og det i sig selv er meget spændende. Ydermere er en helt unik, spansk fotograf headhuntet til jobbet: Manuel de los Galanes tager renæssance-fotografier med et moderne twist. Meget specielt og overdådigt og … lækkert. Vi har store forventninger, og producenten har helt sikkert også lidt sommerfugle i maven, da Manuel først kan være færdig med efterbehandlingen af billederne en uge inden premieren, hvorefter Produktionshuset først dér kan færdiggøre den del af scenografien. Også meget spændende på den lidt for spændende måde.

Men ellers skrider det hele fremad med hurtige pas de bourrés’er, og første sceneprøve nærmer sig. Om to uger skal alle trin og scener være kreeret og gennemprøvet med alle dansere, teknikken være klar, kostumerne syet færdige, scenografien på plads og orkestret øvet. Om to uger skal alle brikker samles på scenen, og det skal nok gå. Alle har travlt og knokler, men der er ingen panik, nervøse tics eller stress på gangene – men det kan selvfølgelig nås endnu. :-)

Fotografering af stills til scenografien. Her er det Torneroses barnedåb og ryggen af fotografen

Følg med i næste blog om de sidste ugers intense prøveforløb på scenen. Hér finder vi ud af, om der mangler en brik i puslespillet Tornerose eller…