Men det er ikke kun den ikke-eksisterende orkestergrav, der gør forskellen. Det er også den særlige huleagtige publikumssal, som er skabt i kraft af de mørkebrune lange, flade teglsten og så den ikke voluminøse størrelse på rummet. Alle er ganske tæt på, selv fra de øvre balkoner, hvorfor salen i sig selv skaber en intim atmosfære. Dans fra første færd
Den 16. februar 2008 overdrog kulturministeren officielt Skuespilhuset til Det Kgl. Teater, og allerede nogle måneder senere kunne dans opleves på nærmeste hold med forestillingen ”Hot Hot Hot”. Det var virkelig hot og koreografi af nyere dato, hvor særligt Christopher Wheeldons ”The Wanderers” var så betagende smuk og blev en slags afsked med et partnerskab mellem to af ballettens helt store dansere, nemlig Silja Schandorff og Kenneth Greve. Hver en detalje kunne følges helt tæt på, og man kunne ikke undgå at blive indfanget af dansens unikke væsen. Programmet rummede også den eksplosive stoledans ”Minus 7” af Ohad Naharin, hvor man næsten følte, at man kunne blive ramt, når der blev kastet med sko, jakker og hatte. Det var dans up front, lige på og hårdt. Sådan og en absolut skøn oplevelse. Også i 2009 sluttedes sæsonen af med dans i Skuespilhuset. Det begyndte at ligne en tradition, og denne gang blev programmet kaldt for ”Balletmesterens Luner” med et hint til Vincenzo Galeotti, der virkede som balletmester i København i perioden 1775-1816 og blev den reelle grundlægger af Den Kgl. Danske Ballet. På programmet var atter ”The Wanderers” og ”Minus 7”, og det var nu ikke, fordi disse værker i løbet af det forgange år kun var lune – de var absolut stadig hotte, men denne gang i kombination med Jacopo Godanis ”Uncontaminated” i stedet for Nacho Duato ”Coming together”. I tillæg fik man så også i pausen charlatanen Morten Eggert, som helt alene bare kunne fylde scenerummet i en selvcentreret, charmerende og vuggende dans. Nærværet ham og publikum imellem gjorde, at det blev helt sublimt, også fordi flere og flere dansere stødte til efterhånden og umærkeligt gled dansen over i ”Minus 7”. Alligevel ikke en tradition
Da sæsonen i 2010 lakkede mod enden, var der atter dans i Skuespilhuset, men konceptet var lidt andeledes denne gang. Måske kom inspirationen fra Jirí Kyliáns Nederlands Dans Theater, som en overgang bestod af hele tre korps, nemlig det egentlige korps af dansere, men dertil også et ungdomskorps og så et korps bestående af ældre dansere – altså dansere, som har passeret pensionsalderen, som jo for dansere typisk er 40 år, men som i kraft af deres erfaring alligevel stadig har masser at byde på som karakterdansere par excellence. Hvorvidt inspirationen kom fra Jirí Kylián eller ej, kan være underordnet, men under alle omstændigheder så var balletaftenen i Skuespilhuset 2010 helliget dels de unge aspiranter og dels korpsets karakterdansere i en aften med Shakespeare. Med henholdsvis Louise Midjords ”Othello” og Pontus Lidbergs ”Exit, pursued by a Bear” var stemningen både rå og pågående i drønet fra en helikopterrotor og sentimental smuk med kærlighedsforviklinger – og mest af alt nærværende, hvor man som publikum atter var helt tæt på. Og for et år siden – ja, da var Den Kgl. Ballet som sæsonafslutning på turné i Amerika, så da kunne man kun kigge langt efter det, som man håbede efterhånden var blevet en tradition. Og i den kommende næste sæson bliver afslutningen ikke med Den Kgl. Ballet i Skuespilhuset, men i stedet til et gæstespil af Akran Khan med værket ”Desh”, hvilket helt sikkert nok skal blive godt. Men her og nu, hvor sæsonen 2011-12 lakker mod enden, er det så ”Sidste skrig”. 
Sidste Skrig/Chroma. Den Kgl. Ballet, sæson 2011-12. Dansere: Hilary Guswiler, Alexander Stæger. Koreografi: Wayne McGregor. Foto: Henrik Stenberg
Sidste Skrig/DEW. Den Kgl. Ballet, sæson 2011-12. Dansere: Gabor Baunoch, Christina Michanek. Koreografi: Tina Tarpgaard. Foto: Henrik Stenberg
Sidste Skrig/ergo ubi NARCISSUM per devia rura vagantem. Den Kgl. Ballet, sæson 2011-12. Dansere: Laure Dougy, Jón Axel Frandsen. Koreografi: Possokov. Foto: Henrik Stenberg
| 
The Wanderers af Christopher Wheeldon. Dansere: Femke Mølbach Slot, Ulrik Birkkjær. Foto: Per Morten Abrahamsen
Minus 7 af Ohad Naharin. Dansere: Corps de ballet. Foto: Per Morten Abrahamsen
Dansen – helt tæt på og lige nu
”Sidste skrig” er en balletaften med fire værker, hvor særligt aftenens to første værker er aldeles nærværende. Som publikum sidder man selvfølgelig i mørke og føler sig absolut tryg i hulen. I det første værk ”Chroma” af Wayne McGregor er scenen voldsomt oplyst, og scenerummet udnyttes ikke i fuld dybde, hvilke kun gør kontakten til danserne endnu mere nærværende. Tætheden, de få meters afstand, gør, at man virkelig bider mærke i den enkelte dansers individuelle personlighed og ser musklernes arbejde i det voldsomme lys. Her afsløres alt, så trin og bevægelser skal bare stå skarpt og præcist. Og det gør de, men det afsløres også, at superdygtige Alban Lendorf efter en lang sæson inden døre i træningssalen og på scenen er temmelig vinterbleg og har en skramme på sit knæ. I Hilary Guswiler og Alexander Stægers duet afsløres også det tætte og intense samarbejde i partnerarbejdet, hvor deres interne øjenkontakt er altafgørende for dansens tekniske og poetiske udførelse. Her er ingen hemmeligheder i adagioens forrygende organiske flow i bevægelserne. Efter pausen er det Tina Tarpgaards nye koreografi ”Dew”, der skal danses. Scenerummet er da endnu mindre udnyttet, ja, de to mandlige danser ligger under fortæppet, da publikum vender tilbage til salen. Helt tæt på kan man følge deres leg og løft for at få det op, mens krystalklare isblå mønstre sidenhen udfolder sig og smelter forlæns og baglæns på det skråtstillede digitale underlag tæt bag scenekanten. I sit partnerskab med sine faste makkere Pelle Skovmand og Jonas Jongejan har Tina Tarpsgaard igen skabt et unikt værk i stil med hendes tidligere og Reumert-vindende værker ”Frost” og ”Living Room”. I aftens to sidste værker, ”Impénétrable songe” af Patrick Delcroix og ”ergo ubi NARCISSUM per devia rura vagantem” af Yuri Possokhov, er scenerummets dybde helt anderledes udnyttet, og følelsen af intimitet er derved ikke længere helt den samme. Medvirkende årsag er også, at lyssætningen og scenografien i de to værker er mere gråligt og mørk, og derved også knap så afslørende. Men også Gudrun Bojesens lidt fjerne sky blik for sine bejlere, Ulrik Birkkjær og Tim Matiakis, gør en forskel. Til gengæld er det helt specielt i Possokhovs narcissistiske værk at se en stor spejlende kugle. I den spejles publikumsrummet så tydeligt, at man faktisk kan spotte sig selv og sit medpublikum, alt imens kontratenor Valdemar Villadsen sublimt synger operasekvenser, mens dansen udfoldes omkring ham. Værket trækker tråde til sagnet om den unge smukke græske helt Narcissos, der ifølge sagnet afviste nymfen Echos desperate tilnærmelser, og derfor som straf blev han dømt til at forelske sig i sit eget spejlbillede i en vandpyt. Da han var ude af stand til at fuldende sin kærlighed, visnede han væk og blev til blomsten af samme navn. Sådan kan det jo gå! Men intet mindre, så er dans i Skuespilhuset noget særligt – ikke at dette skal være en opfordring til generelt at spare den levende musik i orkestergraven på de andre scener bort, for levende musik er jo aldeles vidunderlig – men for at understrege, at noget særligt kan opstå, når dansen er helt tæt på og derfor en særlig oplevelse. Og vil man opleve mere dans helt tæt på, er der jo lige om lidt Sommerballet rundt i landet i syv byer med de kongelige dansere, Verdensballet med Johan Kobborg og venner på Gavnø Gods (Næstved), Møllerup Gods (Århus) og i Skagen ved Den tilsandede Kirke i juli, samt Copenhagen Summerdance i Politigården til august med Dansk Danseteater, mens Valdemar Villadsen kan opleves til gudstjenester og koncerter i Holmens Kirke som medlem af Holmens Kantori.
|
Print artikel
