Showbiz under cirkuskuplen

Det begynder med en blond babe i et kæmpestort champagneglas omgivet af en skov af lyserøde fjer, der fejer æggende i projektørernes lyskegler. Babe’en med det lange lyse hår kan andet end at se godt ud oppe i sit glas, hun kan også synge. Og snart er denne Venus i boblende champagne omgivet af andre syngende babes og boys – plus artister i dinglende tov og på et-hjulede cykler. Simpelthen sprudlende show-start med skøn tapas på tallerkenen efterfulgt af en dejlig stærk suppe – og modern dance.

En svensk og finsk cocktail
Der er ikke så meget dans i årets dinnershow hos Wallmans, men det, der er, er aldeles glimrende. Og det skyldes først og fremmest de to dygtige dansere Ernestine Ruiz og Christoffer Lindström, der begge er uddannet i Göteborg – på henholdsvis Performing Arts School og Balletakademiet.

I årets bedste nummer/tableau, som falder tidligt på aftenen, giver de to dansere den gas sammen med et syngende selskab, som synes at være på picnic i det grønne. Scenariet er en krydsning af et rokokobillede af Jean-Antoine Watteau og et Skagensmaleri af P.S. Krøyer – tilsat moderne pophits.

En spændende stærk cocktail. Ernestine Ruiz og Christoffer Lindström danser en ekspressiv pas de deux i dette eventyrlige og sammensatte rum, hvor også en finsk lineartist danser poetisk i luften på sin næsten usynlige line. Det karnevalistiske optrin er uden sammenligning aftenens højdepunkt og rækker langt ud over det rent showprægede.

Musical og sportsdans
For musicalelskere er der også nostalgiske godter at hente hos Wallmans. Vi får et langt potpourri med sange, som Gene Kelly, Frank Sinatra, Audrey Hepburn og alle de andre stjerner sang i musicals som Easter Parade, My Fair Lady og An American in Paris. I et festligt uddrag af musicalen Damn Yankees (1955), der handler om baseball, er der sjove benspjæt  og komisk dans, som minder om August Bournonvilles underholdende Jockeydans. Scenekunstens bud på en sportsdans.

Og fra Disneys nuttede tegneserieunivers får vi et sukkersødt hit-medley. Men her ser vi måske ud til at kede os en anelse, for en vagt kommer venligt hen til bordet og spørger, om vi har fanget den røde tråd i showet? Næh, det har vi ikke. Han havde heller ikke fanget den, første gang han så showet, må han nok indrømme over for os, men efter at have set showet adskillige gange, har han nu fattet det. Showet hedder jo biZ, forklarer han os pædagogisk, og det handler om showbiz gennem tiderne! Vi takker for fortolkningen og skyller den ned med mere vin. Med adskillige glas champagne, hvidvin og rødvin indenbords er intellektuelle analyser ikke lige vores stærkeste side.

Beatles-piger og Lady Gaga-drenge
Sammen med hovedrettens delikate bøf får vi tre sild i pailetter, der synger Beatles. Let it be, let it be! Og drenge i sølv-suits løber rundt i salen og serverer Lady Gagas monsterhits. I was born this way synger de forsølvede ungersvende, som straks får støtte af publikums taktfaste klapsalver. Den gakkede Lady har virkelig skabt nogle popsange, som allerede har fået status som højtelskede syng-med-evergreens.

Til dessertens crème brûlée med de syltede pærer får vi et potpourri med rockede 90’er hits af blandt andre Nirvana og R.E.M. tilsat imponerende luftakrobatik på silkestof, der hænger lodret ned fra cirkuskuplen. Vi får også et fængende 80’er medley med sange af Frankie Goes to Hollywood, Pet Shop Boys, Sabrina, Bananarama og mange andre popkunstnere fra skulderpudernes tidsalder. I just can’t get enough, som det så såre rigtigt hedder hos Depeche Mode.

Nej, vi kan ikke få nok af velklingende 80’er-pop og heller ikke af Wallmans godt sammenskruede show, de dygtige performere, de søde tjenere og den delikate menu. Professionalisme hele vejen rundt.

Det eneste, som mangler hos Wallmans i år, er humor. De to pausekomikere, som trasker rundt i salen og prøver at komme i kontakt med publikum, er simpelthen umorsomme. Helt uden charme, mimik og timing. Hvordan de er sluppet gennem audition-nåleøjet hos Wallmans er ubegribeligt. Selv sidst på aftenen – efter at en hel del alkohol er hældt indenbords – er de to komikere stadig usjove. Men alt kan jo skylles væk med et dejligt glas vin og en god popsang.